Kort over de lande, som udgør Mellemøstens kerneområde: fra Egypten mod vest, Tyrkiet mod nord, Iran mod øst og Yemen mod syd.
Af .

Efter 1. Verdenskrig blev hovedparten af Osmannerrigets besiddelser i Mellemøsten mandatområde under Folkenes Forbund. Irak var 1921-1932 under mandatstyre forvaltet af Storbritannien, der i 1921 indsatte kong Faysal 1. på tronen. For at holde den spændte situation i ro lod det britiske militær sig se ved ugentlige parader i Baghdad. Fotografiet fra 1922 viser 10th Field Battery.

Britisk militær i Baghdad.
Af .

Mellemøsten er ikke klart afgrænset geografisk, men betegner området, der løber fra Libyen og til Den Persiske Golf. Kerneområdet omfatter Egypten, Irak, Israel, Jordan, Libanon, Syrien og Palæstina. Desuden golfstaterne Bahrain, De Forenede Arabiske Emirater, Kuwait, Oman, Qatar, Saudi-Arabien og Yemen. Sommetider regnes de nordafrikanske lande Algeriet, Libyen, Marokko, Vestsahara og Tunesien også som en del af Mellemøsten. Desuden medregnes Iran, Tyrkiet og Cypern også ofte af historiske og kulturelle årsager.

Betegnelsens historie

Mellemøsten er en relativt ny betegnelse for et kulturelt, socialt og geografisk varieret område. Den blev sandsynligvis først officielt anvendt i 1902 af den amerikanske søofficer og historiker Alfred Thayer Mahan. Begrebet Mellemøsten fandt hurtigt vej til et bredere vestligt publikum. I kolonitiden brugtes ofte en opdeling fra Balkanområdet og til landene øst for Indien i henholdsvis Nærøsten, Mellemøsten og Fjernøsten, alle ud fra et eurocentrisk perspektiv på, hvad der lå tættest på samtidens Europa.

Fra tiden efter 2. Verdenskrig og op til nutiden bruges betegnelsen ofte i relation til konflikten i Mellemøsten, som opstod efter oprettelsen af staten Israel.

I dag bruges betegnelsen også ofte i relation til den afgørende betydning, som olie- og gasproduktionen i regionen har for den internationale økonomi.

Tilgrænsende betegnelser

En række historiske og nutidige betegnelser ligger tæt op ad betegnelsen Mellemøsten. Det drejer sig om Levanten, Orienten, Den Arabiske Verden og forkortelserne MENA, SWANA og MENAPT.

Levanten

Tidligere brugtes Levanten som en måde at tale om området, der i dag indbefatter Libanon, Palæstina, Israel, Jordan, Syrien, dele af Irak og Tyrkiet. Betegnelsen Levanten er blandt andet blevet brugt i de senere år af den ekstremistiske terrorbevægelse ISIS om dennes interessesfære.

Orienten

Orienten er desuden blevet brugt bredt om regionen tidligere i europæisk historie, særligt i relation til, hvad man i samtidens Europa kaldte orientalisters studier af blandt andet islamisk tænkning samt arabiske og muslimske befolkninger i litteratur, sprog og kunst. Orienten og orientalisme har desuden været centrale begreber i postkolonial kritik af repræsentationer af verden øst for Europa – herunder arabiske majoritetssamfund.

Den Arabiske Verden

I dag bruges Den Arabiske Verden også som fællesbetegnelse både i regionen og internationalt om samfund med en arabisk majoritet, selvom disse samfund er hjemsted for mange andre etniske og kulturelle grupper.

MENA og SWANA

Forkortelserne MENA (Middle East and North Africa) og det dekoloniale SWANA (South West Asia and North Africa) bruges i dag ofte i udviklingsstrategiske og forskningsmæssige sammenhænge.

MENAPT

MENAPT (Middle East, North Africa, Pakistan and Turkey) bruges i Danmark i statistiske sammenhænge i relation til blandt andet integration. Her sondres der mellem vestlige lande, ikke-vestlige lande og de såkaldte MENAPT-lande: Syrien, Kuwait, Libyen, Saudi-Arabien, Libanon, Somalia, Irak, Qatar, Sudan, Bahrain, Djibouti, Jordan, Algeriet, Forenede Arabiske Emirater, Tunesien, Egypten, Marokko, Iran, Yemen, Mauretanien, Oman, Afghanistan, Palæstina, Gaza, Vestbredden, Østjerusalem, Pakistan og Tyrkiet.

Betegnelsen er blevet kritiseret for at udgrænse befolkninger fra muslimske majoritetslande, idet definitionen bl.a. ikke inkluderer Israel, Etiopien og Eritrea, som falder inden for den geografiske afgrænsning, men ikke har en muslimsk majoritet.

Klima og geografi i Mellemøsten

Wadi Rum, Jordan

Områdets klima og geografi er meget varieret.

Klimaet i landene omkring Middelhavet har historisk gjort det muligt at dyrke en variation af afgrøder, og i den såkaldte frugtbare halvmåne (Libanon, dele af Syrien og dalen omkring Jordanfloden) opstod omkring 7000 f.v.t. det tidligst kendte landbrug med dyrkning af byg og hvede samt tæmning af svin og kvæg.

Lande som Iran og Tyrkiet er særligt kendetegnede ved en meget stor geografisk og klimatisk variation fra bjerge til skove og fra varmt og tørt til varmt og fugtigt kystklima. Den Arabiske Ørken med ekstrem varme, kolde nætter, tørke og sparsom vegetation strækker sig over bl.a. Emiraterne, Kuwait, Oman, Qatar, Jordan, Saudi-Arabien, Irak og Yemen. I dele af ørkenen findes store olieforekomster.

Generelt oplever hele regionen tørke og ekstreme temperaturer som konsekvens af bl.a. klimaforandringer.

Samfundsforhold og økonomi

De over 20 stater, der i dag kan betegnes som Mellemøsten, har vidt forskellige samfundsmæssige og økonomiske forhold. Siden 2. Verdenskrig har de været under påvirkning fra både islamistiske, panarabistiske, reformistiske, nationalistiske, zionistiske og socialistiske indflydelser.

Samfund strækker sig fra det olierige og ekstremt velstående Kuwait over det højteknologiske Israel, til et land som Iran, hvor uddannelsesgraden er høj men økonomien yderst presset, og Yemen, som primært er nomadisk og jordbrugsbaseret. Særligt Golfstaterne har oplevet en meget stor økonomisk vækst og udbygning af velfærdslignende autokratiske stater som følge af store forekomster af olie og gas.

Befolkningsantallet er på over 500 millioner (2023) inklusive Iran og landene i Nordafrika. Mange lande i Mellemøsten har meget store unge generationer og derfor en stor andel af indbyggere, som er under 30 år.

Konsekvenser af krig og konflikt i Mellemøsten

Mange økonomier i regionen, herunder i de palæstinensiske områder, Irak, Iran, Syrien, Libanon, Yemen og Jordan, har i årtier været stærkt påvirket af krige, konflikter og store flygtningestrømme.

Det palæstinensiske spørgsmål

Den lokale dimension af konflikten mellem Israel og Palæstina handler om striden om territoriet Palæstina og retten til at bosætte sig og danne stater i området, som indtil 1947 var mandater under britisk kontrol. Allerede før staten Israel blev oprettet i 1948, var der flere konflikter mellem jøder, palæstinensere og briter i området.

Oprindeligt handlede konflikten om, hvorvidt en jødisk stat havde ret til at eksistere. Senere, og efterhånden som den israelske stat blev accepteret i store dele af det internationale samfund, er fokus blevet på palæstinensernes ret til deres egen stat, herunder i forhandlinger om en tostatsløsning, som reelt gik i stå i 2003. Dele af det internationale samfund, herunder FN, advokerer fortsat for en løsning, der indebærer en demokratisk, palæstinensisk stat side om side med Israel.

Selvom konflikten i sin essens drejer sig om relationen mellem Israel og Palæstina, har mange lande i regionen, USA og europæiske lande været dybt involveret i den både mens området var under britisk mandat, og efter staten Israels oprettelse. Det gælder både de arabisk-israelske krige og de efterfølgende fredsforhandlinger, forhandlingerne omkring en tostatsløsning og forhandlingerne om normalisering af forholdene mellem visse arabiske stater og Israel.

Vestlige interventioner

Siden uafhængigheden fra særligt britiske og franske kolonimagter har amerikanske og europæiske militære interventioner i regionen haft store konsekvenser for landenes civilbefolkninger og for samfundsforhold. I efterkrigstiden var blandt andet Suezkrisen i 1956 et resultat af Storbritannien, Frankrig og Israels miltære intervention i Egypten, efter at præsident Gamal Abdel Nasser nationaliserede adgangen til Suezkanalen.

I nyere tid er Iraks invasion af Kuwait og den deraf følgende Golfkrig (1990-1991) og krigen i Irak (2003-2011) eksempler på vestlig intervention. Saudi-Arabiens og Israels afhængighed af amerikansk militær infrastruktur har haft stor betydning for landenes indbyrdes relationer.

Det arabiske forårs betydning

Det såkaldte Arabiske Forår (begyndende i 2010-2011) bragte desuden store protester mod de daværende regimer. Protesterne havde stor folkelig opbakning på tværs af regionen, men blev i mange tilfælde slået hårdt ned på. I blandt andet Tunesien, Libyen, Marokko, Egypten og Yemen ledte protesterne til regimeskifte.

I Syrien blev det starten på over et årtis borgerkrig, en økonomi i ruiner og i 2024 enden på Ba'ath-partiet og Assad-regimets magt.

I golfstaten Bahrain ledte protester til en brutal og omfattende reaktion fra regimets side, støttet af blandt andet Saudi-Arabien.

I 2026 var verdensøkonomien påvirket af USA og Israels krig mod Iran, da Iran styrer store dele af adgangen til Hormuzstrædet, hvorigennem regionens energiforsyninger når det globale marked.

Kultur i Mellemøsten

Mellemøstens kulturelle og intellektuelle historie har haft afgørende betydning for verdenshistorien og udviklingen også i den vestlige verden. I oldtiden voksede nogle af de ældste kendte civilisationer frem i Mellemøsten, og udviklingen af filosofi, matematik og skriftsprog har udspring i områder og tænkere i regionen.

I nyere tid har kulturel produktion i Mellemøsten haft både lokal, regional og international betydning. Både litteratur, kunst, musik og film har spillet afgørende roller for befolkningernes selvforståelse, historiefortælling og regionale og internationale relationer. Blandt andet er den egyptiske filmindustri anerkendt som pionerende inden for afrikansk og mellemøstlig filmproduktion.

Syriske sproginstitutioner og syrisk litteratur har haft stor indflydelse på det arabiske sprog i Levanten, og sangere som libanesiske Fairuz (født 1935) og egyptiske Umm Kulthum (1904-1975) forbindes med en regional folkesjæl. Store arabiske lyrikere som Mahmoud Darwish har vedvarende betydning for den kulturelle dimension af det palæstinensiske spørgsmål både lokalt, regionalt og internationalt. Irans rige kulturarv ses i både arkitektur, miniaturemaleri, tæppevævning, kalligrafi og poesi.

Golfstaterne spiller desuden en væsentlig rolle på den internationale kunstscene med store kunstmuseer og investeringer i kunst-infrastrukturer, delvist som del af staternes forsøg på at diversificere olie- og gasøkonomierne. Dette som del af regimernes arbejde med at sikre staternes fortsatte velstand, interne fortælling om kulturarv og position i verdenssamfundet.

Religion i Mellemøsten

Ramadan i Beirut, Libanon

De tre verdensreligioner jødedommen, kristendommen og islam udspringer fra området. Særligt udbredelsen af islam fra den Arabiske Halvø i år 600 og den efterfølgende arabiske erobring af store dele af Mellemøsten har haft afgørende betydning for regionen, herunder for Osmannerrigets store vækst i 1300-tallet.

Storrigets fald og tiden efter 1. Verdenskrig blev grundlaget for europæiske imperiers opdeling af området i nationalstater, som efterfølgende gik igennem sammenvævede men også distinkte selvstændighedsprocesser. Dette både i forhold til kulturelle strømninger og i forhold til regimers ønsker om statsdannelse, hvor islam blev en både samlende og splittende faktor (særligt sunni og shia-relationer) og i forhold til den sekulære dannelse (fx i det moderne Tyrkiet efter Kemal Atatürk) af landenes befolkninger.

Uddannelsesforhold

Uddannelsessystemerne i Mellemøsten er præget af både traditionelle og moderne, sekulære og religiøse strømninger. Der er store forskelle i den reelle kvalitet af og adgang til uddannelse, selvom der er minimum ni års skolepligt i mange lande.

Regionens toprangerende universiteter ligger primært i Golflandene, mens Al-Azhar universitetet i Egypten er et af de ældste og mest prestigefylde institutioner for islamisk lærdom.

Ødelæggelser af infrastruktur som følge af krig og konflikter har ramt flere landes uddannelsessystemer. Det irakiske uddannelsessystem var et prestigeprojekt med høje elevtal indtil 1990'erne og de efterfølgende årtiers krige. Et andet uddannelsessystem, som har været gennem et kollaps, er Gazastribens. Her er majoriteten af skoler og højere læringsanstalter blevet beskadiget eller helt ødelagt af israelske bombardementer i perioden 2023-2025.

Sprog i Mellemøsten

Arabisk, farsi, tyrkisk, kurdisk, hebraisk, tamazight (også kaldt berberisk), engelsk og fransk tales i forskellige dele af Mellemøsten, herudover en lang række minoritetssprog.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig