Kings of Convenience er en norsk folk-popduo fra Bergen. Deres lavmælte, akustiske viser med smukke vokalharmonier gjorde dem kendte i udlandet.
Duoen blev dannet i 1998 af to barndomsvenner, sangerne og guitaristerne Eirik Glambek Bøe (født 1975) og Erlend Øye (født 1975), som havde spillet sammen i bergensbandet Skog og senere bosat sig i England.
De singedebuterede i 1999 med sangen “Toxic Girl”, som blev et radiohit i Norge. Virgin Records-labelen Source i London skrev kontrakt med dem og udgav i efteråret 2000 EP’en Playing Live In A Room, som kom på andenpladsen på den norske hitliste. “Toxic Girl” opnåede en 44.-plads i Storbritannien i 2001.
I 2001 udkom debutalbummet Quiet Is The New Loud, som blev en stor succes i Norge. Samme år udkom albummet Versus, der består af remixes af de fleste numre. På opfølgeren Riot on an Empty Street var det rent akustiske lydbillede blevet udvidet en smule.
Kings of Convenience gjorde comeback i 2009 med albummet Declaration Of Dependence og igen i 2021 med Peace Or Love.
I 2014 udkom Ørjan Nilssons bog om duoen, Quiet Is The New Loud.
Eirik Glambæk Bøe har hobbybandet Kommode, og Erlend Øye har udgivet flere albums, både solo og i andre konstellationer, bl.a. med elektronika-popbandet The Whitest Boy Alive.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.